Torben har haft kroniske nakkesmerter siden 1992 på grund af en arbejdsskade. Men først 12 år senere fandt lægerne ud af, at han havde en diskusprolaps. En række stivgørende operationer bremsede sygdommen. Men smerterne fortsatte. Desuden sendte hver operation ham ned i et mentalt sort hul, som det blev sværere og sværere at komme op af.

»Den første operation var slem, den næste slemmere. Den tredje var et helvede. Jeg gik ned psykisk og tænkte, at hvad skal det ikke ende med?«

Hvad nu?

På trods af operationerne udviklede skaden sig til slidgigt, som til sidst sendte Torben på førtidspension. Hans kone Tina Hylander Prinds fortæller om den dag, han fik tilkendt pension:

»Jeg glemmer aldrig, da vi kørte hjem fra Esbjerg, og han havde fået at vide, at han havde fået pension. Jeg tænkte, at den besked ville få ham til at ryge ned i et nyt hul. Han sad med armene over kors og sagde: Hvad nu? Hvad skal der ske med mit liv? Fra at have haft tre jobs og til permanent at skulle være herhjemme var det, som om det hele gik i stå for ham.«

Kurserne var et vendepunkt

Som Tina havde forudset, var det svært for Torben at acceptere førtidspensionen. Men da passivitet, smerter og negative tanker til sidst hang ham langt ud af halsen, kiggede naboens søn forbi, og fortalte om LÆR AT TACKLE-kurserne. Det fik Torben til at kontakte en kursuskoordinator, som gav ham plads på LÆR AT TACKLE kronisk sygdom. Kort tid efter fortsatte han på LÆR AT TACKLE kroniske smerter.

»Kurserne har været et vendepunkt,« fortæller han. »Jeg var skeptisk, da jeg tog hen til første kursusgang. Men stilheden blev hurtigt brudt. Man føler, at man bliver taget om. Man bliver taget af. Og man bliver også lyttet til. Nogle af kursisterne havde blodkræft, cancer osv. Der tænkte man: DET er virkelig noget, der er livstruende. Der lærte jeg det motto, jeg altid bruger i dag. Det kunne have været MØJ værre. Jeg har overlevet lidt på det motto, for det KUNNE da være meget værre.«

Jeg siger, hvad jeg føler

»På kurset lærte jeg blandt andet at bruge afledning. Når jeg har ondt, sætter jeg mig ved klaveret og bruger musikken til smerteafledning. Det fjerner fokus fra smerterne.«

»Det, vi lærte om kommunikation, har også været vigtigt for mig. Jeg har udviklet mig til at kunne sætte ord på. For det er mange gange det, vi IKKE får sagt, der er det største problem, og vi mænd er ikke gode til at få sat ord på. På kurserne har jeg lært at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl. Jeg siger, hvad jeg tænker. Jeg siger, hvad jeg føler. Og jeg får samtidig tømt mine frustrationstanker, så de ikke graver sig dybere ind.«