Det gav ro at mødes med andre online

Benedicte er pårørende til en mand med hjernecancer og fik behov for redskaber til at håndtere en ny situation. Derfor tilmeldte hun sig kurset LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende – online. Mødet med andre pårørende bekræftede hende i, at hun allerede gjorde det godt. Det gav hende en enorm ro.

Tekst: Jakob Markert

På en ferie til den spanske ø La Gomera tog Benedictes liv en uventet drejning. Med ét gik hun fra et være en helt almindelig 57-årig kvinde med mand og børn til også at være pårørende til en hjernecancerpatient.

»Vi havde været ude og køre i hårnålesving i bjergene hele dagen. Da vi kom tilbage på hotellet, sagde min mand pludselig, at ”nu bliver jeg dårlig”. Så besvimede han.«

En scanning viste, at symptomerne skyldtes en aggressiv hjernetumor, som lægerne kun kunne fjerne delvist. Midt i chokket over diagnosen skulle Benedicte samtidig forholde sig til en masse nye ting.

»Vi var til en samtale med en ergoterapeut og en fysioterapeut, der forberedte os på, at det ville blive meget hårdt. De foreslog, at jeg købte en stor kalender til alle de aftaler, der ville komme. Jeg købte selvfølgelig pligtskyldigt kalenderen, men i første omgang kunne jeg heller ikke lade være med at tænke: Ro på, hvad er det her?«

Alle kan tilmelde sig pårørendekursus
Benedicte følte sig som Palle-alene-i-verden i sin nye livssituation. Hun begyndte derfor at søge efter hjælp til at håndtere sine udfordringer. Her hørte hun om LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende. Dét kursus ville hun gerne med på.

Det kræver ingen henvisning at tilmelde sig et LÆR AT TACKLE-kursus, så alle kan deltage. Det er den enkelte kommune, der tilbyder kurserne, og derfor tilmelder man sig ved at sende en mail eller ringe til en lokal koordinator.

Koordinatoren vil hjælpe med, hvilket forløb der passer bedst, ligesom vedkommende kan svare på spørgsmål om kurserne. Du kan finde kontaktoplysninger på din lokale koordinator her: https://www.laerattackle.dk/kort/.

Havde svært ved at forlade hjemmet
Benedicte havde dog en udfordring. Ægtefællens tilstand blev gradvist forværret. Det var derfor svært for hende at forlade hjemmet for at tage på kursus.

»Der var mange situationer, hvor det kunne være gået galt, hvis jeg ikke havde været hjemme. Derfor turde jeg ikke rigtig forlade vores hjem. Min mand stoppede også med at tage telefonen, når jeg var ude. Jeg kunne ringe ti gange, men han reagerede aldrig.«

Løsningen viste sig, da hun fandt ud af, at man også kan deltage i pårørendekurset online. Fx hjemmefra, eller hvor man ellers måtte befinde sig.

På onlinekurset foregår al samtalen over chat. Det gør, at meget af udenomssnakken bliver filtreret væk, og man kommer direkte til sagens kerne. Det passede godt ind i Benedictes situation.

 

Smilende kvinde i vinterlandskab

Mødet med andre pårørende gav ro
Kurset har givet Benedicte en stor respekt for det at være pårørende.

»Mødet med andre pårørende bekræftede mig i, at jeg gjorde noget rigtig godt. Det giver en enorm ro, fordi du ellers hurtigt kan tænke, at du kan hanke op i dig selv og gøre mere. Sådan er det jo bare ikke.«

»Vi lavede mange øvelser om, hvordan vi håndterer forskellige problemer. Normalt griber man lynhurtigt til en løsning, men jeg har nu lært, at det kan være sundt at træde et skridt tilbage og overveje, om der kunne være andre muligheder?«

På kurset fandt Benedicte også et rum, hvor man kunne tale åbent om alle de svære følelser, som der ikke altid er plads til at dele ”ude i den virkelige verden”. Hun synes fx, at det var befriende, at man kunne sige, at ”det her magter jeg simpelthen ikke mere”.

»Alle følte sig pressede over de mange opgaver som pårørende. Så vi havde en god og sjov snak om, hvordan man kan skabe bedre plads omkring sig. Jeg tror, at især os kvinder er slemme til at tænke, at vi bare skal klare det hele selv. Så det var enormt befriende og gav mig en masse tips i skuffen.«

Fakta om onlinekurset
LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende – online er et webbaseret kursus, som du kan deltage i fra det sted, der passer dig. Kurset er for voksne pårørende til voksne med langvarig sygdom. 

Deltagerne mødes online en gang om ugen i 1 time 6 uger i træk. Desuden kan du lave mindre aktiviteter på egen hånd.

Instruktøren er selv pårørende og kan derfor tage udgangspunkt i eksempler fra sit eget liv. Der er typisk 15 deltagere på et hold. Undervisningen er GRATIS.

Se flere deltagerberetninger fra samme kursus
Se deltagerberetninger fra alle kurser
Tilbage til forsiden