Ret overraskende er Lisas feriestart hos forældrene gået bedre end forventet. Efter sin ankomst den 22. december havde Lisa talt med sin mor om sine svære tanker og bekymringer forud for ferien. Det havde været en stor lettelse at sige tingene højt. Moren havde lyttet i tavshed, til Lisa var færdig. Derefter havde hun takket for Lisas åbenhed. Hun havde også fortalt om et medicinskift, som har givet hende mere energi.

Samtalen havde forløst noget i dem begge. Den havde ligefrem givet Lisa mod på at fortælle om symptomcirklen, som er et redskab, hun underviser i på LÆR AT TACKLE-kurset for mennesker med angst og depression.

Symptomcirklen giver forståelse for, hvordan forskellige udfordringer kan påvirke og forstærke hinanden. Deres samspil kan ligefrem føre én ind i en ond cirkel, som forværrer ens situation. Derfor er det vigtigt at finde en måde, hvorpå man kan bryde cirklen.

Lisa havde tegnet et eksempel. Morens depression betyder fx, at hun er inaktiv og sjældent går ud. Den manglende fysiske aktivitet udløser muskelsmerter, som får moren til at være endnu mere passiv. Passiviteten udløser ensomhed, som går ud over hendes humør. Timerne i lænestolen betyder samtidig, at moren blunder mange gange i løbet af dagen, hvilket medfører dårlig nattesøvn, hvilket gør hende uoplagt om dagen.

Lisas tegning havde givet moren indblik i, hvordan hendes udfordringer er forbundet med hinanden. Lisa havde også fortalt om en række redskaber, man kan bruge for at bryde den ubehagelige kædereaktion.

Her til morgen havde Lisa valgt at foreslå moren en lille gåtur for at se, om de i fællesskab kan begynde at bryde morens onde cirkel. Efter lidt betænkningstid sagde moren ja. Og lidt senere var de sammen på vej ud i deres tykke frakker og med huerne trukket godt ned om ørene. De fandt vej til en lille park, hvor rimfrosten smukt dækkede græs og visne blade. Selv den vinterblege sol havde fundet vej gennem skydækket.

For første gang i lang tid så Lisa sin mor smile. Det var ikke kun starten på en smuk dag. Det var også starten på en god ferie.

Spørgsmål: Hvad kan man gøre for at dæmpe sine bekymringer?

TIL FORSIDEN AF JULEKALENDEREN