I går var sidste undervisningsgang på Richards pårørendehold. Afskeden med kursisterne havde været rørende. På hver deres måde stod de i nogle svære situationer. Mange havde givet udtryk for deres taknemlighed over forløbet. Flere havde fremhævet den værdifulde støtte, de havde fået fra deres medkursister og fra instruktørerne.
Holdet havde også aftalt at oprette en lukket facebookgruppe, hvor de kunne holde kontakten og bede om gode råd, hvis de fik brug for det.
Særligt en kvindelig kursist havde virker særlig glad og lettet under afskeden. – Der var godt nok sket noget dér, tænkte Richard. På de første kursusgange havde hun grædt meget og været virkelig ulykkelig over sin svære situation derhjemme. Hun havde også været fuldstændig udmattet og følt skyld og skam, fordi hun havde måttet bede om en plejehjemsplads til sin mand, der havde en fremskredet demenssygdom. Flere af de andre pårørende havde nikket genkendende til kvindens udfordringer, for de kendte selv alt for godt til de følelser, hun gik med.
Efter nogle kursusgange var den pågældende kursist begyndt at live op og komme til kræfter. Der kom også liv i hendes øjne, og hun fortalte, at hun kunne begynde at se lyset for enden af tunnelen. Det havde været en stor oplevelse for Richard at være vidne til denne store forandring.
Det med skyld, skam, magtesløshed og udmattelse er desværre noget, Richard ofte ser blandt sine kursister. Heldigvis får de fleste deres overskud og livsglæde tilbage i forbindelse med kurset. For nogle indtræder forandringen i kursets sidste del. Andre mærker først positive ændringer i deres tilstand, når de regelmæssigt har brugt nogle af kursets redskaber gennem en længere periode.
Enkelte kursister udtrykker nogle gange, at det med afspændingsøvelser og fantasirejser er noget pjat eller ligefrem Hokus Pokus. Derfor har de svært ved at giver sig i kast med at afprøve teknikken. Men når først kurset er kommet lidt på afstand, og de måske støder på metoden i deres kursusbog, finder mange ud af, at der blot er tale om et simpelt redskab, som kan sætte ens smerteoplevelse, tankemylder eller bekymring på pause.
Det kan også ske, at man først oplever en forandring, når man har samlet mod til at bede venner eller familie om hjælp. Måske har man fremsat ønske om konkret støtte i en bestemt situation. Fx hvis man, ligesom kvinden på Richards hold, står overfor en ubærlig beslutning, der kan være virkelig vanskelig at træffe alene.
Spørgsmål: Hvordan kan man støtte en pårørende, der skal træffe en svær beslutning?